Polyfoto – Carl Johann Rixen

Siden under konstruktion

Teksten bygger på/delvis klippet fra Gunnar Graham’s artikler i Objektiv 105-107

Opfinderen

Konstruktøren af Polyfoto hed Carl Johan Rixen (1883-1941). Han stammede fra Ærø, var uddannet civilingeniør og lærer på Polyteknisk Læreanstalt. Han havde opholdt sig 15 år i udlandet, inden han fik stillingen som underviser.

Hvad der har inspireret Rixen til at beskæftige sig med problemet, ved vi naturligvis ikke. Måske har han funderet over filmkameraet, der optog 24 billeder i sekundet. Hvis man satte hastigheden ned til et billede i sekundet, ville man få 48 billeder på lidt under et minut. Hvis en person, der skulle fotograferes, sad foran kameraet og drejede hovedet og muligvis ændrede ansigtsudtryk, måtte det da være muligt at få et godt billede imellem de mange. Men hvordan kunne man i praksis efter denne filmstrimmel fremstille billeder på en måde, så det for en kunde ville være attraktivt at erhverve dem og betale for dem? Løsningen måtte være at konstruere et apparat, der i stedet for filmstrimlen anbragte billederne ved siden af hinanden på en plade efter samme princip, som en skrivemaskine printer bogstaverne på papiret.

For en ingeniør er det naturligvis ikke en uoverkommelig opgave at konstruere sådan et apparat. Flytningen af negativet, der var anbragt i en kassette, blev foretaget med et håndsving på siden af apparatet. En omdrejning flyttede negativet og belyste et billede. Men der blev indføjet en ekstra finesse, der gjorde, at billederne altid var i fokus. Objektivet sad på en ramme, der før eksponeringen blev trykket mod negativet. Foran objektivet sad en sort skive, der af håndsvinget blev sat i rotation. Skiven havde et hul, der eksponerede billedet, når objektivet var på den rette plads

Opfinderen valgte at tage billederne på et 13×18 cm negativ med seks billeder i hver linie og i otte rækker. Det gav 48 billeder på pladen, men størrelsen af det enkelte negativ var ikke mere end 20×20 mm. Her skinner det igennem, at det var en teknikker, der fandt på den geniale idé, at få filmstrimlens billeder over på en plade og ikke en fotograf.

Der er ikke tvivl om, at Rixen var klar over, at han havde en god idé, som kunne udnyttes i praksis og sikkert ville være mange penge værd. De fleste af datidens fotografer boede stadig på øverste etage, hvor en del af taget var erstattet med glas. Fotografering ved hjælp af kunstigt lys var stadig i sin vorden. Fotografens udstillingsbilleder blev vist i et skab ved indgangen nede på gaden.

Konceptet POLYFOTO

Det var i denne situation, Polyfoto i 1933 dukkede op i, og tilbød en helt ny form for portrætfotografi. Rundt omkring i København og i mange provinsbyer dukkede der en helt ny slags fotoatelier op. De fleste steder var det småbutikker med kun et enkelt udstillingsvindue. På facaden over vinduet stod der i et specielt logo POLYFOTO det naturlige fotografi. 1 vinduet var udstillet et antal billedark i størrelsen ca. 21×29 cm med 48 forskellige billeder af den samme person. Hvert billede målte 3,2×3,2 cm. Der henvistes til, at der altid imellem så mange billeder ville være eet eller flere, egnede sig til en smuk forstørrelse med det rigtige udtryk. Prisen for arket med de mange billeder var kun 2,50 krone (omregnet til dagens kurs ca. kr.75,-)

Han måtte i forbindelse med en person, der havde erfaring i markedsføring, og henvendte sig til Frede Skårup, som straks kunne se muligheder i opfindelsen. Frede Skaarup var ikke en hvem som helst. Det var ham, der i tyverne stod bag de berømte Skala Revyer, hvor Liva Weel, Frederik Jensen, Ludvig Brandstrup og mange flere havde deres storhedstid i det Københavnske forlystelsesliv. Han havde også kendt personer, som han har kunnet overbevise om, at det var en god ide at skyde penge i foretagendet. Da Scala Revuere stoppede i slutningen af tyverne, har Frede Skårup sikkert også været interesseret i at finde ny beskæftigelse. Der blev oprettet et aktieselskab, som fik navnet A/S Polyfoto, og der tegnedes en aktiekapital på kr.12.000,- (svarende til kr. 365.000).

Det var også Rixen, der fandt på navnet Polyfoto og selv tegnede logoet. Navnet var let at udtale og kunne bruges på alle sprog.

I mellemtiden havde Rixen søgt og fået patent på opfindelsen. Det var ikke en nyhed at tage flere billeder på samme negativ, det var der så mange, der tidligere havde gjort. Men det var en nyhed at flytte negativet mekanisk ved en drejning af et håndsving eller med motor, og det var en ny idé at føre objektivet i kontakt med negativet før eksponeringen. Den 9. august 1932 fik Johan Rixen bevilliges patent på opfindelsen.

Nu skulle der så findes et firma, der kunne producere de enkelte dele, som Rixen havde lavet konstruktionstegninger til. Det viste sig, at det bedste tilbud kom fra Williamson Engineering i London. Derfor søgte Rixen også patent på opfindelsen i England, og den bevilligedes den 16. februar 1933.

I november 1932 åbnede en forretning på strøget i København med adresse Frederiksberggade 3. Man har villet undersøge, hvor bæredygtig idéen var, inden man kastede sig ud i de helt store investeringer. Da det viste sig, at succesen var overvældende, gik man straks videre og fik udvidet aktiekapitalen til kr. 60.000,-. Der blev fundet et nyt lejemål på Frederiksberggade 11, hvor der blev etableret flere optagelseskabiner. Lejemålet omfattede både kælderfaciliteter og lokaler på førstesalen til administrative formål. Frede Skaarup blev udnævnt til direktør i A/S Polyfoto og begynder straks arbejdet med at få udbredt Polyfoto idéen til hele landet. Man ville sælge Polyfotokonceptet på franchise-basis for kr.3.500,-. Pakken indeholdt foruden det nødvendige studieapparat, belysningsfaciliteter, samt det uundværlige mørkekammer udstyr. Samtidig underskrev køberen en overenskomst med selskabet, hvor der blev defineret en eneret inden for et bestemt geografisk område, samt at man naturligvis skulle skilte med Polyfoto systemet i overensstemmelse med firmaets retningslinier. Desuden skulle der betales en licens for hver optagelse, hvor selskabet forpligtigede sig til at anvende halvdelen til reklame. Optagelsesantallet blev udregnet efter den tæller, kameraet var udstyret med. Den talte ganske simpelt, hvor mange gange håndsvinget havde været drejet, og man dividerede så tallet med 48.

Licensen pr. optagelse var 20 øre, men blev dog senere forhøjet med 5 øre. Der var også i kontrakten fastsat, at der mindst skulle betales for et vist antal optagelser.

 

Artikler samlet fra Objektiv 88, 105-107 – hent pdf fil