Princip:
Som ved Muybridge skal der optages en række billeder hurtigt efter hinanden. Den første brugbare løsning kom da Kodak lavede en tynd fleksibe basis for emultion i stedet for den dengang gængse glasplade. Edison var den første med teknikken til at optage og vise en 35 mm perforeret filmstrimmel i en “kikkasse” .
Den første visnings for publikum blev foretaget af brødrene Lumiere i Paris 1895, som også brugte en 35 mm bred film.
Gennemgang om film til biograf og smalfilm (amatør og reportage) herunder de historiske aspekter, kan findes på en engelsksproget svensk-finsk hjemmeside se den her. ( Efter aftale Copyright © 1998-2012 ANI-MATO J-E Nystrom)
Ikke alle formater og perforeringen slog igennem. Af betydning blev det følgende:
|
Filmtype år |
Filmbredde |
Billede mm (ca) |
Areal mm2 |
Typisk længde |
Normal lyd NB |
|
35 mm kino ca 1890 |
35 mm |
24 x 18 |
432 |
varierende |
Optisk ca1923 første film 1927 |
|
16 mm 1923 |
16 mm |
10,16 x 7,62 |
77,4 |
varierende ofte 15 m |
Optisk kopierede Magnet |
|
9,5 mm 1922 |
9,5 mm |
8,5 x 6,5 |
55,25 |
4 min |
Optisk magnet sjældne |
|
Standard 8 1932 |
16 mm deles 2 x 8 mm |
4,8 x 3,5 |
17,64 |
7,6 altså 15 m |
Magnet sjældne |
|
Super 8 Single 8 1964 |
8 mm |
5,5 x 4,0 |
21,6 |
15 m |
Magnet evt. 2 spor Optisk sjælden |
Pathé ‘s 9½ fandtes i det simple Baby system med den færdige film på små spoler til visning i hånddrevne Baby gengiver (se diasserien). Ved andre 9½ gengivere bruges spoler, der ligner alle andre. Desuden har Babyspolen emulsionen indad, medens næsten alle systemer har emulsionen udad. Dette giver et problem med gamle film på babyspoler, som har ligget længe. Filmen løber af og snor sig, når de overføres til standard 9½ spoler.
I Østeuropa søgte man udenom kapitalismens produkt Super 8 kassetten ved at fortsætte med 16 mm film på spoler som Standard 8. Ofte var der 30 m på spolen.Filmen blev så perforeret som en vestlig Super /Single 8 mm men skulle stadig deles og sættes sammen efter fremkaldning. Gengivere kunne afspille det vestlige nye Super 8 mm format.
1934 bladet “Foto og Smalfilm Kino” se meddelelse i januar nummer : hent
Princip for dobbelt film er, at 16 mm film ligger i en spole med lukkede side . Den yderst vinding bliver altså udsat for lys. Ved første eksponering belyses den ene side. når hele filmen er kommet over på modtagerspolen, tages denne ud og byttes om med den nu tomme spole. Herved vendes filmen sider og ved eksponering bliver den ubelyste filmside brugt. Efter fremkaldning spaltes 16 mm filmen i 2 stk 8 mm, der splejses sammen i forlængelse af hinanden.
Filmmaterialets kvalitet især korntæthed blev stadig forbedret. Dette var forudsætning for de mindre formater (smalfilm sammenlignet med 35 mm kinofilm). Kinofilmen var oprindelig lavet på en base af nitrocellulose (familien med røgfrit krudt). De var uhyre brændbare, og med alderen kunne de selvantænde. Amatørfilm blev først rigtig populær, da man fandt frem til polyacetat og polyester materialer. Samtidig blev råfilm i 9½ og 8 mm tilgængelig for almindelige pengepunge.
Film som efter optagelse skulle distribueres i flere kopier, blev gerne optaget på negativ filmmateriale, der kopieredes over til positiv film, medens amatørens hjemmefilm blev optaget på materiale, som skulle fremkaldes efter omvendemetode, så den direkte forelå som afspilningsklar film.
Super 8 kassetten byggede (måske) på en ide fra en en tjekisk opfinder – Meopta Somel 8 mm 1956. Man benytter her film af 8 mm bredde, perforering se ovenfor. De to spoler ligger ved siden af hinanden. Fuji sprang fra udviklingsamarbejdet og lavede sin egen kassette med spolerne over hinanden. Fujis film basis var tyndere (polyster), men ellers samme dimensioner som Super 8. Fuji Single 8 kunne vises på de samme projektorer som Super 8. Super 8 kassetten havde plastik plade som trykplade for filmen. Single 8 havde i kassetten et mellerum, så kameraets metaltrykplade kunne komme ind bag filmen.
Smalfilmmarkedet 1966 “Foto og smalfilm juni 1966”: hent
Fuji single 1966 “Foto og smalfilm juni 1966″”: hent
|
|
Farver
Kinofilm i farver følger den samme historie som still farvefotograferingen. Eneste forskel er løsningen med optagelse billedet opdelt i 3 grundfarver en på hver sin film holdt længere ved kinofilm med Technocolor metoden især i Hollywood.
For amatøren er brugen af omvendt farvefilm helt parallel til brugen af farvedias film.
Der henvises til Objektiv nr 99 “Farvefilmens historie” og iøvrigt til Wikipedia engelsk sproget version: