Uddrag af artikel i Objektiv Nr. 56 Side 1
Historien om fotofirmaet Merkur
»Mig og Merkur«
Fhv. lektor, civilingeniør Ole Viggo Glistrup
Sådan begyndte det
Som så mange enkeltmands-virksomheder, der senere voksede til industrier, startede MERKUR i slutningen af forrige århundrede, idet en begavet fotograf Carl Poulsen ( 1 ), der tilmed besad mekanisk og teknisk snilde begyndte at fremstille sine egne fotomaterialer, endda sit forbedrede Celloidinpapir (dagslyspapir ).
Celloidinpapirets lysfølsomme hinde var en kollodiumemulsion bestående af finfordelt sølvklorid (klorsølv ) i en opløsning af skydebomuld (cellulosenitrat ) i æter (= kollodium ). Carl Poulsen fremstillede papiret i hånden ved at
råpapiret udspændtes i en ramme af arkets størrelse, så det hele dannede en skål, med papiret som bund og rammen som sider. Emulsionen blev hældt på papiret og ved bevægelse fordelt jævnt over papirfladen, hvorefter den overflødige emulsion blev hældt fra. Rammen med papir og emulsion stilledes til tørring. Processen var ret besværlig og tidsrøvende for Carl Poulsen. Den efterhånden store efterspørgsel fra fotograferne udvirkede, at han fik konstrueret en passende gydemaskine og resultatet blev en fabrik på Trekronergade i Valby bygget i året 1900.
1 Danmark var der i 1898 tre, der erhvervsmæssigt beskæftigede sig med fabrikation af Celloidinpapir: Ferdinand Hahn, Frederiksberg, Emanuel Mohr i København, samt Carl Poulsen på Vesterbrogade, senere Valby. Mohr var den eneste, der ikke anskaffede maskiner til papirfremstillingen, men holdt stædigt på den manuelle fremstilling og måtte bøde for det. 1 1911 opgav Ferdiand Hahn fabrikationen og virksomheden overtoges af Carl Poulsen og hans to
sønner Johannes og Axel og herved var grunden lagt til fabrikken MERKUR, som dengang blev kaldt “Carl Poulsen og Sønner”.
Celloidinpapiret var i mere end 20 år en meget stor artikel for fotografer, men blev senere, ca. 1910, ved tilsætning af guldsalte også meget anvendt af amatører, som selvtonende papir TONAFIX, et papir, som mange af os lidt ældre kender. Papiret lagde man i en kopiramme samt maske i kontakt med negativet, stillede rammen ud i solen og ved visuel kontrol stoppede man processen for derefter at behandle det i et fikserbad. Herved opnåede man et nydeligt bruntonet billede af forbavsende god permanens.
Holdbarheden af det ueksponerede papir var i begyndelsen meget ringe, den blev gradvis forbedret og for Merkur’s vedkommende yderligere forbedret ved anvendelsen af STRÅPAPIR som mellemlæg mellem emulsionssiderne. Dette medførte så stor en succes, at fabrikken kunne udvides – der blev eksporteret bl.a. til Rusland – og herved skabt basis for videre forskning, således at man omkring 1933, hvor den sidste rulle Tonafix-papir blev gydt, havde nye og mere tidssvarende produkter af fremkaldelsespapir på markedet, såsom det såkaldte gaslyspapir CAPOX (jvf. navnet gaslys = mørkekammerlys – klorsølvemulsion til kontaktkopiering) forstørrelsespapiret SCALA BROM (bromsølvemulsion ) og portrætpapiret RELIEFA (klorbromsølvemulsion).
J. H. Poulsens bedrifter
Her var det at cand. pharm. Johannes Heegaard Poulsen – udnævnt som chefkemiker i 1914 – havde været den drivende kraft i udvikling af såvel receptur som det maskinelle apparatur, en virkelig bedrift, når man vidste, hvor lukket og hemmelighedsfuld fotobranchen var. Faderens tekniske og mekaniske snilde var virkelig gået i arv til sønnen. Johannes Heegaard Poulsen har fortalt mig mange pudsige historier fra denne periode, og han var kendt for at berette med megen humor. Bl.a. om Tonafix-produktionens brandfarlighed.
Ved emulsionsfremstillingen opvarmede man oprindeligt materialer over åben ild (?) indtil han som nybagt cand. pharm, under stor protest og med megen besvær, fik overbevist sin far om, at man udmærket godt kunne benytte dampbade. Her var et typisk generationskløft-problem. Ved selve gydningen, hvor de brandfarlige æterdampe under varmetørring forlod kollodiumopløsningen, havde man som lyskilde gaslys-lamper, altså igen åben ild, men da disse sad højere end æterdampene nåede op, gik det hele naturligvis godt. Nutidens fabrikstilsyn for ikke at tale om miljøstyrelsen ville nok omgående have forbudt produktionen – og hvad mon medierne ville have sagt ? Men, som Heegard-Poulsen smilende tilføjede: “Man var ikke klar over faren og måske derfor gik det godt – hvis man da ikke var ualmindelig heldig”.
Johannes Heegaard Poulsen holdt vågent øje med udviklingen inden for fotoindustrien, og han havde gode kontakter med fotokemiske virksomheder i udlandet bl.a. Dr. Gustav Keil i Wien, som fremstillede specialprodukter til fotoindustrien, og især Dr. Kurt Jacobson, Tyskland – sidstnævnte måske i fotokredse bedst kendt som forfatter af bøgerne “Development” og “Enlarging” (fremkaldelse og forstørrelse). Dr. Jacobson var i en periode redaktør af tidsskriftet “Das Photographische Industrie” P.g.a. sin jødiske afstamning måtte han i midten af 30 erne flygte til England bl.a. med hjælp af Johannes Heegard Poulsen, en hjælp der medførte en enorm goodwill ikke alene over for
Heegaard Poulsen, men også os andre.
……
Tonachrom og Tonapan film
I 1936 udsendte Merkur sin TONACHROM-film, en orthokromatisk amatørfilm og pankromatiske film under navnet TONAPAN (den vi som drenge kaldte “gråvejrsfilm”).
Den principielle forskel mellem disse typer er udover selve emulsionsrecepturen anvendelse af de såkaldte SPEKTRALSENS1BILIT0RER, d.v.s. komplicerede organiske stoffer, der udvider sølvhalogenemulsionens naturlige spektralfølsomhedsområde til at omfatte grønt lys (orthokromatisk ) endda rødt (pankromatisk ) lys. Nogle af disse kemikalier er meget kostbare – selvom de bruges i ret svage koncentrationer for ikke at virke som filtre – de
stammende oprindeligt fra dr. Jacobson s laboratorium, men Merkur fik sikret sig recepturen og blev derfor selvforsynende (specielt under Den Anden Verdenskrig). Da Johannes Heegaard Poulsen var den eneste kemiker på fabrikken, gjorde han brug af sine forbindelser på Farmaceutisk Læreanstalt og lod daværende amanuenser udføre synteserne, hvilket var et kærkomment supplement til deres beskedne løn. Flere apotekere og en enkelt professor, måske er de nu enten pensionerede eller døde, har nydt godt deraf.
Efter afslutningen af krigen begyndte flere udenlandske firmaer at levere spektralsensibilisatorer til rimelige priser og i fine kvaliteter, hvilket kom os andre til gode, nu, hvor man ikke længere kunne
interessere de videnskabelige assistenter for at udføre synteserne og de “gamle” ikke gad længere.
Selv havde det været for kostbart at ansætte folk til egen produktion heraf.
Fotokemikalier
Udover de før nævnte lysfølsomme materialer udviklede man også hjælpekemikalier som BROMAX og AZURAL (slørhindrende, toneforbedrende og fremkalderbesparende tilsætningsstoffer ) der i dag tilsættes praktisk talt alle kommercielle fremkaldere.
Selentoneren TONAL, jævnfugtningsmidlet (sulfoproduktet ) EGALOL, optisk hvidtoner FLOURAL og højglansmidlet KRYSTALGLANS kan også nævnes. Derefter fulgte forskellige fremkaldere, universalfremkalderen B-6, RELlEFA-fremkalderen, MERFIN til negativer, MERGOL (kone. fremkalder a la Agfa ‘s Rodinal ), samt hurtigfikseren MERFIX.
Det lykkedes fabrikkens ledelse at klare sig igennem de to verdenskrige, hvor mulighederne for at få råprodukter fra udlandet var begrænset. Under den sidste verdenskrig var sølvmanglen så stor, at kunderne blev opfordret til først at aflevere sølv fra brugte fikserbade (Merkur solgte Zn-støv til udfældningen, så transportomkomstningerne kunne nedsættes), senere afleveres sølvtøj og som Johannes Heegaard Poulsen engang i et interview i anledning af hans 70 års dag sagde: “Adskillige ejere af gafler, sølvopsatser, ragoutfade og potageskeer fulgte opfordringen: “Denne vej med sølvtøjet” – alt sammen for at kunne købe lysfølsomme fotografiske materialer”.
Af sølv fra fikserbade var alt ikke lige rent. Jeg husker, at jeg engang fandt et glas fra den tid og foretog en sølvanalyse på indholdet – der var højst 30% rent sølv.
….
A/S Merkur-Foto
I 1922 var Johannes Heegard Poulsen blevet medindehaver af fabrikken og i 1937 døde Carl Poulsen (hans enke døde i 1944). 1 1951 blev Merkur omdannet til aktieselskab med Johannes og Axel Heegaard som administrerende direktører. Axel Heegaard Poulsen tog sig fortsat af den fotografiske side, vedrørende ledelse af prøveafdelingen og selve atelieret (reklamebilleder ). Han døde allerede i 1952 og først nogle år senere blev fotograf Jespersen leder af atelieret. En tredie broder, Kaj Heegaard Poulsen var almindelig ansat på fabrikken og beskæftigede sig med film-produktion (emulsionsfremstilling og gydning), men som lillebroder havde han en del privilegier.
I føromtalte interview i Berlinske Aftenavis 5. august 1957 udtalte Johs. Heegaard Poulsen:
“I dag er amatørfotografien en hverdagshobby, men i de dage var amatørfotografen en slags søndagsjæger, der brugte tonfikserbad til at tone og fiksere dagslyspapiret, det var en alt for langsom proces, men så trådte jeg til som ung kemiker ind i arenaen og tog tyren ved hornene: opgaven var at fremstille det selvtonende dagslyspapir, og efter jeg havde studeret fabrikationen i udlandet, blev jeg ansat som chefkemiker i min fars fabrik, Merkur-Foto, hvor jeg udrabejdede alle recepter til fotopapir og film”.
….
Hent hele artiklen fra Objektiv 56 som pdf fil her.