farvebillederne fra et KZ på en polsk auktionsside – copyright kan ikke efterspores!
Teksten er overført fra: Objektiv nr 27 september 1983 og kun ganske let redigeret.
KZ HISTORIEN
Af Ingeniør H.V. Undell.
Polsk side
I Danmark at lave en 16 m/m filmprojektor var et emne som kom på tale, da direktør Svend Thiele ved en sammenkomst talte med civilingeniør Mogens Harttung. Denne var tilknyttet F.L. Smith koncernen , der havde financieret Kramme og Zeuthens flyvemaskineindustri.
Civilingeniør K.G. Zeuthen gik med stor interesse i gang med at skitsere og tegne et apparat. “N0C0” = Nordisk Optisk Compagni som Thiele var direktør for, havde en vigtig del: Objektivet, passende til Siemens apparater. Udover dette var der på markedet Bell og Howell’s 16 mm projektor. Objektivet havde tubus-diameter 32 mm. Brændvidde 5o mm. Lysåbning 1:1,5, kinolamper havde man 5oo W 1l0 V. Motoren kunne Kyrsting og Knudsen lave. Aluminium støbegods kunde fås hos Carl Cohns Sønner.
Man havde et lille kuriøst problem: Motoren skulde køre frem, bak. Zeuthen og Kramme var i København og Kramme ringer til mig og vi aftalte at mødes hos Stadil. Jeg viste der, at sagen kunde klares ved at anvende en “Krydsnings-afbryder”. Vi talte om tingene og det førte til at jeg tog til Ålborg og var med til at lave de første l0 apparater. Det var i foråret 1942.
Det er i princippet et lysbilled-apparat: Lampe med hulspejl og en kondensatorlinse sender lyset gennem billedet der måler 7xl0 mm op på en skærm. Nu skal en række billeder vises så hurtigt efter hinanden, at det giver illusion af kontinuerlig bevægelse. Filmen er optaget med 16 billeder pr. sekund. Under billedskiftet må der blændes for lyset. Det sker ved en sektorformet vinge bagved filmen. Man får så 16 billeder og 16 mørke perioder i sekundet. Øjet vil opfatte dette som en flimren. Det kan let vises, at man skal op på 5o lysbilleder afbrudt af 5o mørke perioder i sekundet for at en slags træghed ved øjet bevirker, at man ikke ser nogen flimren. På den anden side skal disse perioder være nøjagtig lige store. Hvert af filmens 16 billeder bliver vist 3 gange. En trefløjet blænde giver 48 billeder pr. sekund. Tonefilm har 24 billeder pr. sekund og man kan få mere lys ved at nøjes med en to-fløjet blænde.
Når man på en teaterscene skal skabe den illusion – at skuespilleren – evt. klædt som Chaplin -skal illudere at det er et filmbillede, man viser – , så lader man belysningen flimre og det kan vel tænkes at film engang flimrede. Ved normalfilm bliver filmens rykvise fremføring klaret ved et såkaldt malteserkors og en transportør-tromle med 4×4 tænder. Hvert billede har 4 perforeringer. 16 m/m film har en perforering for hvert billede. Zeuthens konstruerede en mekanik med en snekke der bevægede en 8-tands tromle 45 grader i hvert ryk. De første 10 apparater blev lavet sådan og sendt til København.
Hos Nordisk Optisk Compagni var man ikke tilfreds med billedroen. I årenes løb har vi i firmaet haft mange apparattyper til reparation og vi kender denne 8te tands billeduro hvis der er en slags 8te tands malteserkors, Hortson har det. Noget kan ligge i mekanikken, men især kan tandtromlen have små variationer som forstørret 3-4 hundrede gange kan ses. Ved normalfilm er forstørrelsen kun det halve.
Så gik Zeuthen i gang med at lave et gribesystem. Så blev derogså billedro. Men som i eventyret måtte vi igennem så grueligt meget. Griberen blev ført op og ned af en exenterskive der var i berøring med en øverste og en nederste sko , de var af stål og var hårdforkromet. Reklamerne fortalte hvor slidstærkt det var. Bare ikke her. Så blev de lavet af Etraonit og senére af Nylon. Filmen ledes fra øverste og til nederste spole af to transportør tromler med 8 tænder. I begyndelsen i begge sider. De var af messing men hurtigt opdagede vi at den bløde film slider det hårde metal. Så blev tænderne lavet som en separat skive af stål, og kun i den ene side for, at tonefilm altid kunde køres. Filmen bliver holdt mod disse tandtromler af en dims som også måtte ændres: Fjedrende og med ruller så lasede film og dårlige limninger havde en chanse for at gå igennem uden besvær.
Spolearme til 3oo m. spoler. Drivsnore til også baglæns og tilbagespoling. Foden var et design som viser Zeuthens blik for smuk udførmning og som også viser, at han var flyvetekniker -strømlinet. Kipanordningen var meget enkel, men havde svage punkter. Apparatet skal helst kunne holde til at falde ned fra bordet uden at brække midt over. Så det fiksede vi også. En 110 volt lampe har et lille glødetrådsnet og højere temperatur lyser bedre end 220 volts lamper. 110 volts motorer har tykkere ankerledninger, som mere sikkert loddes til kommutator-lameller. Det erfarede vi, da vi prøvede at gå over til 220 volts motorer. 220 volt er normalspænding – hvad gør man så med de 110 volt der ikke er brug
for. Man laver en lille varmeovn på 500 Watt svarende til lampen samt lidt svarende til motoren. En formodstand – “en hund” der med ledning var lænket til apparatet og som stod på gulvet. Apparatet bruger således ca. 1000 Watt: 5 Amp. 6. Amp. sikringer kan lige klare det. Nu anvendes mest l0 Amperes sikringer, Og så går det.
 Serie fra polsk side |
 |
 |
 |
Der fandtes her i landet mange 16 mm stumfilm som kunne lånes og der var i årene 1942 og fremover brug for mange af vore apparater. De blev også eksporteret til Norge og Sverige. 16 mm tonefilm var også på vej. Der er perforeringen i den ene side erstattet af et tonespor., Firmaet “Petersen og Poulsen” havde arbejdet med tonefilm til Normalfilm. 35 mm.
Man bad nu konstruere et tonehoved og en forstærker til KZ apparatet. Der blev lavet en centrifugalregulator til motoren i lighed med hvad var kendt fra andre apparater. En del af motorstrømmen brydes og sluttes af en knikser øg regulerer hastigheden til 24 billeder pr. sekund.
Spolearme til S5Soo m film blev konstrueret. Der blev lavet nogle få apparater med forstærkeren sammenbygget i en kasse. Det voldte mange kvaler og man lavede så forstærkeren i en separat kasse. Disse blev lavet hos Danavox og sener hos Amplidan. Optikken til tonesporet blev laveta f firmaet “Micro” på Vandtårnsvej i Søborg.
De mange linser der blev reduceret til en enkelt kombination af Frederiksen – den ene af de to, der i 1952 købte KZ og førte det videre under navnet ”KINOCET”., Den anden indehaver: Undell, alias (Schmidt) tog sig af forstærkerudviklingen. Det blev præget af overgang fra radiorør til transistorer.
Frederiksen havde ændret objektiv-holderen til “swing-open” model. Dette gjorde det muligt at ændre hele konstruktionen således at apparatet blev bygget på en 3 m/m plade, og derved samlet til en enhed.
 |
|
Vi gav apparaterne fortløbne numre. Der er lavet henved 4000 af alle typer.
Zeuthen konstruerede et 8 m/m apparat til “Standard 8”. Det var udstyret med et – sindrigt – gribersystem. Filmtransporten var langsom og det gav ringe lys på lærredet. Det var et meget smukt apparat. – at se på: “SCALARE” blev dets navn. Der blev lavet ca. 5oo styk.
De uhyre forskellige komponenter som andre virksomheder – her og i udlandet – fremstillede til produktet, var en kalamitet, som blev mærkbar med deflationen. Det blev besværligt – og endelig umuligt at fremskaffe vigtige dele: Afbrydersystemer – Objektiver – Motorer m.m.
Det som mere og mere gav basis for virksomheden blev service og lysbilledskærme. Kinocet er i dag service-virksomhed ikke blot før KZ apparatet – men for mange andre filmapparater.
- Farvebillederne fra et KZ på en polsk auktionsside – copyright kan ikke efterspores!
- Farvebilleder fra Rudi Hass