Stereoskopi principielt!
Verden omkring os er tredimensional; vi opfatter ikke alene højde og bredde, men også den tredie dimension: dybden. Det kan vi i kraft af at vi har to øjne som, populært sagt, virker på samme måde som afstandsmåleren i et målesøgerkamera: når vi betragter et fjernt punkt, er vore øjenakser parallelle, men når vi betragter nærmere punkter, danner akserne en spids vinkel – jo kortere afstand til objektet, des større vinkel. Der er samtidig en lille forskel på de to billeder som dannes på nethinderne; alle disse informationer behandles i hjernen og smelter sammen til et rumligt billede.
Den engelske fysiker Sir Charles Wheatstone beskrev fænomenet i en afhandling til Royal Society i 1838, og beskrev samtidig sit stereoskop som bestod af to spejle arrangeret i en ret vinkel i forhold til hinanden. Ved hjælp af dette stereoskop var man i stand til at betragte to stereoskopiske tegninger med henholdsvis venstre og højre øje. Tegningerne af simple, geometriske former var udført af Wheatstone selv, og den tredimensionelle illusion var perfekt.
Et halvt års tid senere offentliggjorde Daguerre og Fox Talbot deres eksperimenter med fotografisk teknik, et samarbejde opstod, og steeofotografien var opfundet.
Med udviklingen af fotografien udvikleds bedre betragtere til stereokortene, som bestod af de to billeder, opklæbet ved siden af hinanden, og ligeledes udvikledes stereokameraer til afløsning af to optagelser med ét kamera. I årene før 1900 og langt op i det nye århundrede, var stereokortene i Holmesformatet 9×18 cm særdeles populære, og de gamle kort har stadig stor interesse for samlere. I de senere år har Holmesformatet fået en renaissance, idet flere og flere stereofotografer arbejder med stereokort i farver. Den mest udbredte teknik er dog stereoslides, som er diapositiver monteret i en ramme af karton eller plastic med dimensionerne 41×101 mm.
Stereoskopisk syn er dog mere kompliceret end blot at se med to øjne. Det omfatter blandt andet synsvinkel og det uskarpe område udenfor midterfeltet. Det bygger i høj grad på den psykologiske læring, som vort sanseapparat har fået gennem opvæksten.